Børnehøjskole er et fællesskab, hvor vi gennem leg, fortællinger, samtaler og bevægelse forholder os til eksistens i børnehøjde. Børnehøjskole er for børn i alderen 5-7 år, hvor Sct. Matthæus Kirkes præst Barbara og nogle voksne frivillige sørger for sjove aktiviteter og trygge rammer.

Vi snakker om små og store ting, og der er altid tid til at fordybe sig. På alle børnehøjskoledage er der fællessang, fri leg, kreativitet, stilletid og læring i kirkerummet. Vi slutter dagen af med at lave bål, hvor forældrene også er velkomne.

Det er gratis at deltage.

Tid og sted
Børnehøjskole afholdes i efteråret 2020 og foråret 2021. Det foregår på en række lørdage og søndage kl. 13-16 i Sct. Matthæus Kirke, Matthæusgade 31, Vesterbro

Aktiviteterne foregår dels i kirkerummet og i konfirmandstuen, dels på pladsen foran kirken, så husk passende overtøj.

Kontakt
Du er velkommen til at kontakte præst Barbara Jensen på 29 41 89 35 eller bnje@km.dk eller frivillig Rikke Bang Christensen på 50 74 66 69 eller rikkebangchristensen2507@gmail.com, hvis du vil høre mere om Børnehøjskole.

Tilmelding efterår 2020
Du tilmelder dit barn for alle tre børnehøjskoledage i efteråret 2020. 

Tilmeldingsskema

I foråret 2021 vender Børnehøjskole tilbage med et nyt forløb. Tilmelding til forløbet i foråret 2021 er endnu ikke åbent. 

Efterår 2020
Søndag 4. oktober, lørdag 21. november og søndag 6. december kl. 13-16

Forår 2021
Søndag 7. februar, søndag 28. februar, søndag 14. marts og søndag 28. marts kl. 13-16

Værdigrundlag
Børnehøjskole bygger på højskoletankerne om fællesskab, dannelse og værdighed med udgangspunkt i et folkekirkeligt ståsted. Børnehøjskole er for alle, uanset hvem man er, og hvad man tror på.

Fællesskab
Forældrene kan være med til fællessang og intro i kirken når højskolen begynder og til sidst omkring bålet og afslutningen i kirken. Det meste af tiden er børnene alene sammen præst og frivillige, så de oplever at indgå i et fællesskab, de selv er med til at skabe.

COVID-19 
Det er vigtigt at understrege, at vi har stor fokus på hygiejne og følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Der er indkaldt ekstra personale til at hjælpe med at spritte af, gøre rent og sørge for forplejning uden risiko for smittespredning.